I dag købte jeg æg for første gang i de 1 1/2 år vi har haft høns. De stakkels høns fryser her i snevejret og de lægger ikke ret mange æg.
Om sommeren har vi omkring 16 æg om ugen fra vores tre æglæggende høns. Om vinteren holder landracehønen helt op med at lægge og amerikanerne lægger kun omkring 4-5 æg hver om ugen, så vi har kun 8-10 æg om ugen. Og blommerne er næsten lige så lysegule som på ikke-økologiske købeæg. Så nu har jeg købt en bakke med seks æg. 24 kr kostede den!!! Jeg tør næsten ikke gange op og regne ud, hvad vi sparer om året ved at have vores små putter gående og æde køkkenaffald. De får selvfølgelig også lidt hvedekerner og noget fuldfoder. Men de spiser ikke ret meget af det. Jeg er i hvertfald sikker på at de er en god forretning. Og så er det så hyggeligt at kigge ud på terrassen og se en høne, der står og følger med i de der underlige fjerløse menneske-skabningers gøren og laden.
Så nu er operation hønse-forkælelse indledt. I dag fik de snittet grønkål fra køkkenhaven og en rest varm havregrød. I morgen tror jeg, at jeg koger nogle af deres hvedekerner, så de kan få dem varme. Jeg håber at vi kan undgå at sætte en varmelampe op til dem, for hønsehuset er ikke ligefrem energimærket, så det ville ikke være særlig bæredygtigt. Men et par favnfulde ekstra halm til redekasserne kan vel også gøre en forskel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar