Stedet hvor jeg deler mine køkken-kreationer og de tanker der ligger bag.



mandag den 25. januar 2010

Chokolate chip cookies

Mmmmh! Cookies!



Min stakkels lille mand kom til at købe den forkerte slags chokolade til mig igår. Det skal man ikke gøre, hvis man gerne vil have en glad kone! Men chokoladen skulle jo bruges til et eller andet, så jeg bestemte mig for at bage cookies.

Grundopskriften kan bruges til mange slags cookies. Nogle gange putter jeg peanuts, hasselnødder eller pistachenødder i, andre gange revet appelsinskal, men i dag var det mørk chokolade med appelsinsmag fra xoco... Jeg elsker xoco's mørke chokolade, men den med appelsin er bedst til at bage af, synes jeg.

En portion dej giver ca. 20 store cookies.

225 g. blødt smør
275 g. rørsukker
275 g. mel
1/2 tsk. salt
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
2 æg
100 g. hakket mørk chokolade


Pisk smør og rørsukker sammen. Bland mel, salt, bagepulver og vaniljesukker sammen og pisk det i smør-sukkerblandingen. Pisk de to æg i. Tilsæt chokolade.


Dejen formes til små toppe med to skeer og sættes på bagepapir. Der skal være god afstand imellem toppene, da de flyder meget ud, under bagningen.


Kagerne bages ved 175 grader i ca. 13-15 minutter, eller til de er svagt lysebrune. De løftes med en spatel over på en rist, hvor de afkøles og bliver lækre og sprøde. Jeg har ikke kunnet få et billede af alle 20 kager, for de første er som regel allerede spist, når de sidste kommer ud af ovnen.

3 kommentarer:

  1. Mums! De skal klart afprøves i mit køkken.

    SvarSlet
  2. Jeg skal til at bage de her cookies. De er SÅ lækre. Tak for opskriften!

    SvarSlet
  3. Det jeg ville have skrevet var, at jeg skal til at bage dem for tredje gang. Ups og fnis :)

    SvarSlet