Bagte rodfrugter er en gammel traver. Men de smager altså af ret meget mere end en omgang kogte ditto. Så jeg bruger dem til frikadeller, fiskefileter og andre hverdagsretter, hvor man ellers kunne forfalde til kogte kartofler og sovs.
Jeg bruger som regel halvt kartofler og halvt andre rodfrugter: pastinakker, persillerødder og rødbeder. Man kunne også bruge majroer eller turnips, men det havde vi ikke i køkkenhaven sidste år. Jordskogger kan ikke anbefales: De splatter ud, i stedet for at blive pommes-frites-sprøde.
10 mellemstore kartofler
4 persillerødder
4 persillerødder
4 pastinakker
2 rødbeder
2 løg
1/2 dl. olivenolie
Salt
Rosmarin
Revet citronskal
Jeg snitter rodfrugterne i lange stave eller både. Løgene skærer jeg også i både. Det hele kommer i en frysepose med olie og krydderier, hvor det får lov at marinere så længe som jeg har tid til. Nogle gange har jeg ikke tid. Så ryster jeg bare posen i et par minutter. Bagefter ryger det hele i et ildfast fad og i ovnen ved 200 grader i ca. 1/2 time.
Det er vigtigt at bruge citronskal eller noget andet syrligt i marinaden, hvis man bruger rødbeder. Ellers kommer de til at smage meget, meget biodynamisk, på den knapt så lækre måde.
I dag serverede jeg de bagte rodfrugter med en potte persille og en saks ved siden af. Hvis jeg havde haft lidt bedre tid havde jeg nok hakket persillen og måske rørt den i en dressing af cremefraiche, salt, peber og citronsaft. Men børnene synes at klip-selv persille er sjovt og nogle dage handler det bare om at få mad på bordet inden den totale nedsmeltning rammer et eller flere familiemedlemmer.
Vi hjalp i øvrigt hinanden alle fire, da rodfrugterne skulle vaskes. Der var vand rigtig mange steder bagefter og pladsen omkring vasken var lidt trang, men ældstebarnet lærte at håndtere en urtekniv og vi fik hygget og snakket, så det gjorde ikke så meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar